én sky

Min frygt var i ham, fordi han var evig, han var evig på alle måder, jeg fløj væk fra ham, og hvirvlede rundt om ham, han brød sig ikke om nogen, som en basilikumfrøplante, der kom fra absurditet. Jeg elskede kaktusen, fordi den var så ensom og tømt for luft, jeg vidste ikke, at den kunne rumme så mange planter ved siden af. Min frygt var fanget i det, og jeg ønskede stadig ikke at flygte.

Jeg fløj, og jeg landede på hans hænder som en due.
Jeg kan godt lide at klamre mig til ham som en lille pige, der klamrer sig til sin far på trods af hans vrede, fordi hun har glemt at spise. Jeg elsker, hvordan han fortæller mig mærkelige historier, og hvordan han gør mig til noget usynligt og uhåndgribeligt.

Da han kommer, fordamper tiden, som om den ikke var det. Jeg elsker, hvordan jeg blev den, jeg er, med ham. Hvor vi ikke længere er en enkelt sky, er vi én sky.