Mit hjerte mellem hans lunger

Jeg lagde mit hjerte mellem hans lunger, så han fjernede hovedet fra mig og mit hjertes penge.Han svævede på det skrøbelige sted, som et land, der ikke ved på hvilket kort det er, men det er betryggende, så længe der er ingen krige.

Han lagde ikke mærke til mig, som om jeg var alene i et rummeligt rum, hvor min snak fløj og landede på hans kinder. Jeg glemmer ham, hans ansigtstræk og sidste gang vi talte, jeg bryder mig kun om at lægge mærke til den trappe, der fører til et trist hus, eller den spand, der hænger forgæves på trævinduet, måske er jeg også forgæves, eller meget tom men jeg hænger i hvert fald ikke. Jeg indrømmer, at jeg er utålelig, men jeg er sikker på mange ting, at jeg klynger mig til en høstak i et rasende hav, til en afgang, hvorfra der ikke er nogen tilbagevenden, da dødens fødsel er uundgåelig.

Men jeg er konstant, så konstant, at din hukommelse er varm, når du hører en gammel sang.

Det fortov var uskyldigt i den bygning, fordi det var forladt for længe siden.
Jeg putter mit hjerte i den spand, så den ikke bliver tom.